Retningslinier for stadeholdere

1. Stadeleje på Bondens Marked
Bondens Marked drives af Bisgaards Butik, Nattergalevej 54, 2400 København NV. Du kan se priser for stadeleje på Bondens Marked på siden Bliv stadeholder. Priser for deltagelse betales forud – deltagelse på enkeltmarkeder kan dog afregnes på dagen.

2. Tilmelding til Bondens Marked 
Du tilmelder dig Bondens Marked ved at sende en mail til bondensmarked@bondensmarked.dk med de datoer, du ønsker at deltage. Det er dog Bisgaards Butik, der tager stilling til fordelingen af stader på markedet – det sker i samarbejde med de faste stadeholdere, så der fx ikke er for mange stadeholdere med samme sortiment på samme marked. Af hensyn til nyhedsbrev og øvrig markedsføring, skal vi helst vide, om du deltager i markedet mindst en uge før markedet afholdes. Hvis du alligevel ikke kan være med på Bondens Marked, skal du give os besked senest onsdag kl. 18. Melder du afbud senere, bliver du opkrævet stadeleje. Stadelejen opkræves månedsvis bagud.

3. Placering, tidspunkter og adgang
Vi afholder Bondens Marked på Sankt Jakobs Plads (overfor Sankt Jakobs Kirke) hver lørdag i tidsrummet mellem 10 og 15, undtagen første lørdag i året. Markedet er åbent mellem 10 og 15. Du kan stille op fra kl. 8.30 og skal være færdig med at pakke sammen senest klokken 18.00. Adgang til pladsen er sjældent muligt via Østerbrogade, kør derfor bagom via Gustav Adolfs Gade/Sankt Jakobs Gade eller Viborggade/Ribegade/Sankt Jakobs Gade.

4. Markedspladsen
Vi deler pladsen med restauranterne (Le St. Jaqcues og PS Bar & Grill), som i sommermånederne har udeservering foran restauranterne. Regn med at udeserveringen fylder ca. 8 meter fra restaurantens facade. Vi har også tilladelse til at stå bag hæk-beplantningen bagest på pladsen. Du må dog ikke placere dit telt eller stade, så det forhindrer folk i at gå over pladsen. Lørdagens »torvemester« fordeler pladserne på torvet. Ved ankomst tager du kontat til pågældende, som anviser dig din plads. Når du tilmelder dig, får du besked om hvem der er »torvemester« den pågældende uge.

5. Parkering
Vi sørger for en tilladelse til at du kan parkere på Sankt Jakobs Plads, hvis du har en salgsvogn eller kølevogn. Anden parkering på pladsen er ulovlig, og andre biler skal parkeres i sidegaderne. Parkering i sidegaderne sker for egen regning. Gør opmærksom på om du ønsker parkeringstilladelse med salgs- eller kølevogn når du tilmelder dig markedet.

6. Strøm 
Vi trækker strøm til boderne fra kommunens »gøglerstik«, der er placeret ud for PS Cafe Bar & Grill og sørger for forlængerledninger rundt på pladsen. Strøm er inkluderet i stadelejen. Medbring selv kabeltromle og forlængerledning, og gør opmærksom på om du har brug for strøm, når du tilmelder dig markedet.

7. Vand og toiletter 
Vi har ikke adgang til vand på pladsen, så du skal selv medbringe vand til håndvask. Toiletter findes på restauranterne på pladsen (spørg pænt) eller i Sankt Jakobs Kirke (vis hensyn ved kirkelige handlinger).

8. Myndigheder 
Du skal selv sørge for at overholde gældende regler fra Fødevarestyrelsen, SKAT og Erhvervsstyrelsen.