Efterår er gryderetter: Irsk stuvning
Lad os lige starte med at slå en ting fast: Der skal ikke kål i irsk stuvning! Derimod skal der kartofler i – det er jo stadig kartoffelferie et par dage endnu. Og irsk stuvning er en god kartoffelferieret – når først de indledende manøvrer er overstået, passer den sig selv. Og der skal lammekød i – spørg for eksempel Langebjerggaard om de har et stykke bov eller hals, for det er bedst at bruge kød med masser af bindevæv i denne ret.
Skær 1½ kg lammekød i mundrette bidder og skræl 1½ kg kartofler. Skræl ½ kg gulerødder og skær dem i bidder, pil ½ kg løg og skær dem i skiver – eller brug ½ kg bananskalotteløg i halve eller kvarte. Vend lammekødet i mel og krydr med salt og peber. Brun løg og gulerødder i olie eller smør i din største stegegryde, tag det op, og brun derefter kødet i flere omgange. Læg kød, gulerødder og løg i lag i gryden, med et par kviste for smagens skyld, hæld en god okse- eller lammeboullion over blandingen og læg kartoflerne ovenpå det hele. Stil det i ovnen ved 180 grader – og lad det stå til kødet er mørt. Serveres drysset med hakket persille.
Det tager nok et par timer. I mellemtiden kan I gå tur i skoven – eller gå på jagt efter den bedste guiness, den, der hedder Foreign Extra Stout, for til denne ret hører selvfølgelig mørkt øl. Til stuvningen kan I servere soda bread – et irsk bagepulverbrød, der kan laves i en ruf lige inden gryden med stuvningen går i ovnen: Bland 500 g fuldkornsmel med 2 tsk salt og 1 tsk natron. Bland 4 dl kærnemælk med 2 tsk honning, og rør honning-mælken i det tørre. Rør i blandingen til det er en klistret dej, saml den til en kugle, skær et kors i dejen, så djævlen ikke tager bo i brødet (det er faktisk derfor man gør det) og bag det ved 180 grader i 40 minutter.