Gem sensommeren
Sensommeren er den skønneste årstid. På grænsen til efteråret er der masser af smag at hente i grøntsagerne. Og man kan stadig få en bid sommer hos Det lille Grønttorv, som lige nu har tomater i massevis. Tomater er den mest solgte grøntsag i Danmark, og det er måske let at forstå: tomaten har både syre, sødme og den femte smag, umami. Den er let at bruge i mange retter, og faktisk kan den være en hel lille ret i sig selv.
Men de fleste tomater smager ikke rigtig af noget. I supermarkederne er der kun to ting, der tæller – pris og holdbarhed. Og for at få tomater,der holder længe, er ensartede i størrelsen og er billige, er man nødt til at gå på kompromis med smagen. Tomater er udpræget en sæsonvare, det er her i sensommeren og efteråret, der er tomatsæson. Køb ind, mens tomaterne er der, og gem dem til vinteren – tomater kan tørres eller fryses, så de er klar til at tage op og kyle i en gryderet.
Læs mere om tomaten og dens historie hos Det lille Grønttorv.